Køn, seksualitet og mangfoldighed

Kulturforståelse

Kulturforståelse i praksis

·        Kulturforståelse er vigtigt i praksis, fordi hvis man f.eks. har svært ved at rumme det enkelte barns kultur, kan pædagogen have svært ved at være anerkendende og inkluderende. Man vil derfor ”miste” barnet undervejs, fordi det vil føle sig ekskluderet. Man er som institution derfor nødt til at acceptere de mennesker med andre kulturer og rumme deres kultur, så de kan føle sig inkluderet.

·        Anerkendelse, åbenhed og respekt. Plads til forskellighed. Børnene spejler sig i pædagogerne, og vi er med til at påvirke børnene til at ændre deres forståelser.

·        Alle børn der kommer i institutionen har noget med fra deres backstage, som Goffmann snakker om, som f.eks. deres kultur. De har alle forskellige normer og værdier i deres hjem, og derfor har forskellige måder at gøre tingene på. Børnene vil derfor føle sig ekskluderet, hvis deres backstage ikke bliver anerkendt i deres frontstage, altså i deres anden scene.

Hvordan påvirker kultur og kulturforståelse institutionerne og det pædagogiske arbejde?

·        På institutionerne er det vigtigt, at pædagogerne giver udtryk for, at der er plads til alle, så borgeren selv lærer at give plads til alle. Kulturforståelse kan nemlig ændre det pædagogiske arbejde ved at pædagogerne skal begynde at tænke i nye baner. F.eks. skal de finde alternativer til muslimer der ikke spiser svinekød og til vegetarer der slet ikke spiser kød.

·        Samtidig er det institutionens opgave og pligt at fastsætte nogle rammer og værdisæt, som folk kan agere efter. Så der samtidig er kulturforståelse, men at der bliver dannet det samme regelsæt for alle, så de bliver et hold. Der vil derfor ikke være nogle der føler sig ekskluderet, man vil forsøge at danne et stort fællesskab.

·        Samtidig skal pædagogerne også være et hold, fordi de skal have samme mål for børnene og derfor det samme regelsæt.

Hvilke tiltag kan institutionerne lave for at fremme kulturforståelse?

·        En måde at fremme kulturforståelsen i en institution, kunne være gennem mad, hvor man f.eks. kan introducere børnene til forskellig mad.

·        Man kunne arrangere temadage, hvor man lagde fokus på forskellige kulturer eller med historiefortælling.

·        Vi kunne lave små bøger med hjælp fra forældrene, hvordan den enkelte borgers familie ser ud.

Mangfoldighed:

Hvad er mangfoldighed, og hvordan kan vi prøve at forstå det? Mangfoldighed kan i sin bredeste forstand, betyde at vi alle sammen er forskellige og ser verden forskelligt ligesom Maturana snakker om, ved muliti-vers og uni-vers. Det forekommer i både vores kønsforståelser, generationer, religion, etnicitet, forskellige kulturer og seksualitet.  Men for ikke at dække alt for mange områder på en gang, vil vi i dette afsnit sætte fokus på familieformer.

Familieformer har ændret sig gennem årene. Man kan snakke om en meget gammeldags familieform, hvor manden var den forsørgende, mens at kvinden, var den som gik hjemme og tog sig af det huslige og passede på børnene. I dag lever vi i et mere ligestillet samfund, og familieformerne ændre sig hele tiden, og vores forståelse af dem. Dog ikke hvis man ser på det fra et statistisk synspunkt.

Familier, såsom regnbuefamilier bliver ikke anerkendt hos de officielle statistikker over familieformer. Når man snakker familieformer i Danmark, kan man se på den typiske kernefamilie, som er bestående af far, mor og børn. Der bliver endvidere nævnt 37 andre forskellige familieformer, med eksempler som enlige mødre eller fædre osv. Men regnbuefamilien er ikke nævnt under disse familieformer. En regnbuefamilie kan man betegne som en familie, hvor mindst en af forældrene til barnet, ikke er heteroseksuelt. Dette dækker over personer som er homoseksuelle, biseksuelle og transkønnet mf.
Men er det okay ikke at anerkende disse familier som værende “normale” familieformer? Dette er en længere debat, men for at skabe et mangfoldigt samfund, bliver vi nødt til at være mere anerkendende overfor at samfundet ændre sig, og at der skal være plads til alle, uanset deres seksualitet og hvordan deres familie generelt er sat sammen.

Vi pædagoger kan hjælpe med at åbne og anerkendende overfor for mangfoldighed, ved at snakke om de forskellige familieformer der findes, der findes nogle gode bøger, hvor der er afbilledet hvordan familie f.eks. kan se ud, dem kunne vi inddrage i f.eks. en børnehave og snakke med børnene om hvordan deres familier ser ud.

Anerkendelse er et meget vigtigt fundament for børns udvikling. Det skaber selvværd, selvtillid og det gør barnet mere selvstændigt, og hjælper med at danne individet som det ‘hele menneske’ som Honneth snakker om.

Læringsmiljø og kønsforståelse

Da det er vigtigt at skabe et læringsmiljø, hvor der er plads til alle, har vi på baggrund af dette hver især udarbejdet et læringsmiljø, i vores respektive grupper. I Sofias gruppe blev der lavet en forhindringsbane, som skulle fuldføres i små grupper der blev valgt tilfældigt. Fokuset var her samarbejde og hvordan børnene skulle samarbejde på tværs af forskelligheder, som køn, alder og etnicitet. I Kristinas gruppe lavede de et æstetisk produkt om venskab, om hvad ens egen fortolkning af venskab er. I praktisk ville børnene blive delt op i mindre grupper med forskellige køn, alder og etnicitet her vil de lærer at samarbejde og integrere sig mellem hinanden.  Herved opnår man en fællesskabsfølelse. De vil få vejledning og guide fra pædagogen så de kan komme frem til, hvordan de ser venskab.

Vi har forsøgt at skabe et kønsneutralt læringsmiljø, men kommer vi ikke udenom de 3 kønsdiskurser (Den biologiske, køn er noget du er og det er ikke noget man kan komme udenom. Den socialisationsteoretisk, vi bliver påvirket at samfundet, og de forskellige arenaer, Her hedder det individ til samfund. Den konstruktionistisk forståelse, køn er noget der skabes individerne imellem, sproget har en særlig betydning) Meget af kulturen omkring køn er noget vi skaber. Vi skaber ikke kønnet men de værdier vi tillægger kønnet er noget vi skaber.

Ifølge Olesen, Aggerhold og Kofoed er der nogle typiske forskelle på lege, strategier og typiske roller blandt piger og drenge. Hvis vi kigger på Stig Brostrøms teori, vil vi få en klassificeret institution, hvor det er de voksne (Pædagog) der primært sætter dagsordenen. Hvorimod med Jan Kampmanns teori, vil man give barnet selv medbestemmelse, være observerende og følge barnet.

”Vores identitet bliver formet i relation til de mennesker, vi omgås, og af de måder, hvorpå vi opfatter os selv og fortæller om os selv.” (Iben Jensen)